Ansigtsfeedback-effekten er tendensen hos ansigtsmuskler til at udløse tilsvarende følelsesmæssige følelser. Smil kan få en person til at føle sig gladere; panderynken kan sænke humøret.

Ideen kan spores tilbage til James-Lange-teorien om følelser, som fastslog, at kropslige ændringer bidrager til oplevelsen af ​​følelser. Moderne eksperimenter har testet påstanden ved at manipulere ansigtsudtryk uden deltagerens fulde bevidsthed – ved at holde en pen i tænderne for at frembringe en smillignende kropsholdning eller i læberne for at forhindre en. Personer i den smillignende tilstand vurderer ofte tegnefilm som sjovere eller rapporterer mere positiv affekt. Lignende effekter er blevet fundet for andre udtryk og for kropsholdning.

Effekten er typisk beskeden og kan tilsidesættes af stærk situationsbestemt information. Det betyder ikke, at følelser ikke er andet end ansigtsfeedback; snarere er ansigtet en af ​​flere kropslige kanaler, der kan farve og intensivere følelser. Resultaterne har praktiske implikationer for følelsesregulering og for forståelsen af, hvordan udtryksfuld adfærd og oplevelse interagerer.

Ansigtet viser ikke blot følelser. Under visse omstændigheder er det med til at skabe dem.