På det konventionelle politiske spektrum går venstrefløjen ind for større social og økonomisk lighed, mere omfattende offentlig forsørgelse og hurtigere reform af traditionelle hierarkier. Det præcise indhold varierer fra land til land og tidsalder, men orienteringen mod lighed og forandring forbliver genkendelig.

Venstrefløjspartier og -bevægelser har historisk set kæmpet for arbejdstagerrettigheder, udvidede velfærdsstater, borgerrettigheder for marginaliserede grupper og begrænsninger af markedsmagt. De spænder fra socialdemokrater, der accepterer reguleret kapitalisme, til demokratiske socialister og, længere ude, revolutionære traditioner. Interne debatter om strategi og renhed er almindelige.

Venstrefløjens succes i valg afhænger ofte af at samle koalitioner på tværs af klasse, region og identitet. Kritikere beskylder venstrefløjen for at undervurdere økonomiske incitamenter og kulturel kontinuitet; tilhængere svarer, at uadresseret ulighed og eksklusion underminerer både retfærdighed og stabilitet. Grænsen mellem centrum-venstre og den yderste venstrefløj ændrer sig med de politiske omstændigheder.

Venstrefløjspolitik er fortsat et primært redskab for krav om, at fordelingen af ​​ressourcer og anerkendelse skal gøres mere ligelig.