Dyd er et træk ved god moralsk karakter. Det er en tilbøjelighed til at handle godt, føle sig passende og vælge klogt. De klassiske dyder omfatter mod, retfærdighed, mådehold og visdom. De kristne dyder omfatter tro, håb og næstekærlighed. Aristoteles argumenterede for, at dyd er et mellemtrin mellem to yderpunkter, erhvervet gennem vane. Man bliver modig ved at udføre modige handlinger. Man bliver ærlig ved at fortælle sandheden. Dyd er ikke bare at vide, hvad der er rigtigt. Det er at være den slags person, der gør det. Derfor understregede Aristoteles uddannelse og praksis. Dyd er tillært, ikke medfødt.

Dydsetik er en tilgang til etik, der fokuserer på karakter snarere end regler eller konsekvenser. Den spørger, hvilken slags person jeg bør være, ikke kun hvad jeg bør gøre. Tilgangen har rødder i Aristoteles, Konfucius og stoikerne. Den blev genoplivet i det 20. århundrede af filosoffer som Elizabeth Anscombe, Philippa Foot og Alasdair MacIntyre. Dydsetik er blevet anvendt inden for medicin, erhvervsliv, jura og uddannelse. Den understreger praktisk visdom, evnen til at skelne, hvad der er rigtigt i bestemte situationer. Kritikere argumenterer for, at dydsetik er vag, at den ikke fortæller os, hvad vi skal gøre i dilemmaer. Forsvarere svarer, at den giver en rigere redegørelse for moralsk liv end regelbaserede eller konsekvensbaserede teorier. Dyd er ikke bare et sæt af træk. Det er en måde at leve på.

Klassiske dyder

• Mod. At møde frygt og fare på passende vis.
• Retfærdighed. At give hver person sin ret.
• Madehold. Mådehold i begær og handling.
• Visdom. At vide, hvordan man opfører sig godt.

Dyd er ikke det samme som uskyld. Uskyld er mangel på erfaring. Dyd dyrkes gennem erfaring og øvelse.