Fornuft er evnen til logisk og sammenhængende tankegang. Det er det, der giver os mulighed for at drage slutninger, løse problemer og fælde domme. Det er ikke det samme som intelligens, som er evnen til at lære og anvende viden. Det er ikke det samme som rationalitet, som er egenskaben ved at være fornuftig. Fornuft er en evne, en proces og en norm. Det er den evne, vi bruger, når vi tænker. Det er processen med at drage konklusioner ud fra præmisser. Det er normen, der fortæller os, hvilke konklusioner der er berettigede. Filosoffer har diskuteret, om fornuft er universel eller kulturelt formet, om den er rent formel eller følelsesmæssigt påvirket, og om den er den samme hos alle mennesker.

Kant argumenterede for, at fornuften er kilden til moral og fundamentet for viden. Hume argumenterede for, at fornuften er lidenskabernes slave, at den kan fortælle os, hvordan vi skal nå vores mål, men ikke hvilke mål vi skal forfølge. I det 20. århundrede satte kritiske teoretikere spørgsmålstegn ved oplysningstidens tro på fornuften og pegede på dens brug i dominans og udnyttelse. Kognitionsforskere har vist, at menneskelig ræsonnement ofte er forudindtaget og følelsesladet. Men fornuften er fortsat central for filosofi, videnskab og jura. Det er det, vi appellerer til, når vi beder om beviser, når vi tester argumenter, når vi forsøger at overbevise. Fornuften er ikke ufejlbarlig. Men den er det bedste værktøj, vi har.

Typer af årsager

• Deduktiv. At drage nødvendige konklusioner ud fra præmisser.
• Induktiv. Generalisering ud fra observationer.
• Praktisk. Ræsonnement om, hvad man skal gøre.
• Teoretisk. Ræsonnement om, hvad der er sandt.

Fornuft er ikke det samme som logik. Logik er det formelle studie af gyldig ræsonnement. Fornuft er den bredere kapacitet, som logik studerer.