Poststrukturalisme er en bevægelse, der kritiserer strukturalismen og understreger meningens ustabilitet. Strukturalister mente, at sprog har en stabil underliggende struktur. Poststrukturalister var uenige. De argumenterede for, at mening aldrig er fast. Den ændrer sig med konteksten. Den afhænger af læseren. Den er altid udskudt. Der er ingen endelig mening.

Bevægelsen opstod i Frankrig i 1960'erne og 1970'erne. Nøglefigurer inkluderer Jacques Derrida, Michel Foucault og Julia Kristeva. De udfordrede ideen om et stabilt selv, en stabil sandhed og en stabil tekst. De argumenterede for, at magt former viden. De argumenterede for, at binære modsætninger er ustabile. De argumenterede for, at forfatteren ikke er autoriteten på mening.

Poststrukturalistiske temaer

• Betydning er ustabil og udskudt.
• Magt former viden og diskurs.
• Selvet er fragmenteret, ikke forenet.
• Binære modsætninger er hierarkiske og ustabile.
• Forfatteren er død; læseren skaber mening.

Poststrukturalismen påvirkede litteraturkritik, filosofi, historie og kulturstudier. Den er kontroversiel. Kritikere siger, at den benægter sandhed og objektivitet. De siger, at den er relativistisk. De siger, at den er obskur. Forsvarere siger, at den er befriende. Den åbner tekster for flere læsninger. Den udfordrer autoriteter. Den giver stemme til de marginaliserede. Den afslører skjulte antagelser. Poststrukturalisme er ikke en enkelt teori. Det er en familie af tilgange. Den deler en mistanke om store fortællinger og faste betydninger. Den er vanskelig at definere. Det er passende. En bevægelse, der benægter fast betydning, modsætter sig en fast definition. Det er en måde at læse på, ikke en doktrin. Den spørger: hvad er udelukket? Hvad er undertrykt? Hvad antages? Disse spørgsmål er stadig værd at stille.