Fase I er første gang, et lægemiddel testes på mennesker. Målet er ikke at se, om det virker, men at finde ud af, om det er sikkert, og hvordan kroppen håndterer det. Disse forsøg er små, normalt 20 til 80 deltagere, og involverer ofte raske frivillige snarere end patienter. Undtagelserne er kræftmedicin og andre behandlinger for alvorlige sygdomme, hvor patienter, der har udtømt andre muligheder, kan tilmelde sig.

Designet fokuserer på dosis. Forskerne starter med en meget lav dosis og optrapper gradvist i kohorter, mens de holder øje med toksicitet. Startdosis er ofte baseret på dyreforsøg, skaleret til humane ækvivalenter. Endpointen er normalt den maksimalt tolererede dosis eller den dosis, der producerer en måleffekt. Blodprøver tages ofte for at måle lægemiddelniveauer og beregne farmakokinetiske parametre. Deltagerne overvåges nøje, og nogle gange opholder de sig i en forskningsenhed i dagevis. Bivirkninger registreres og graderes efter sværhedsgrad.

Hvad Fase I besvarer:

• Sikkerhed. Hvilke bivirkninger forekommer, og ved hvilke doser?
• Tolerabilitet. Hvor meget kan gives før toksicitet?
• Farmakokinetik. Hvordan absorberer, distribuerer, metaboliserer og udskiller kroppen lægemidlet?
• Dosering. Hvilken dosis skal anvendes i senere forsøg?

De fleste lægemidler, der går ind i fase I, udvikler sig ikke. Sikkerhedsproblemer eller dårlig farmakokinetik stopper dem tidligt.