Havvand, der siver ned i den porøse klippe i midtoceaniske højderygge, opvarmes af underliggende magma og stiger op igen, hvor det dukker op på havbunden som hydrotermiske kanaler. Den udgående væske kan overstige 400 °C og er fyldt med opløste metaller og reducerede kemiske forbindelser.

Når den varme væske blandes med koldt omgivende havvand, udfældes mineraler, hvilket danner skorstene og høje. Den kemiske energi i væsken understøtter tætte mikrobielle samfund, der danner grundlaget for unikke fødenet, der understøtter rørorme, muslinger, rejer og andre specialiserede dyr. Åbningsåbninger forekommer i alle oceaner og i en række tektoniske miljøer, fra hurtigt spredende højderygge til bagbuede bassiner.

Opdagelsen af ​​​​udluftningskanaler i 1977 ændrede biologiens forståelse af de energikilder, der kan opretholde komplekse økosystemer. Udluftningskanaler bidrager også til havets kemiske budget og er blevet foreslået som mulige steder for livets oprindelse. De er flygtige; individuelle udluftningskanaler kan kun vare årtier til århundreder, før varmekilden bevæger sig videre.

At udforske et nyt udluftningsfelt er stadig blandt de mest spændende øjeblikke inden for dybhavsforskning.