Celloen ligger mellem bratschen og kontrabassen i størrelse og register. Spilleren holder den mellem knæene og trækker en bue hen over dens fire strenge, eller plukker dem. Dens stemme sammenlignes ofte med den menneskelige baryton eller tenor på grund af dens varme og udtryksevne.

I orkestret udgør cellosektionen den nedre midte af strygerteksturen og bærer ofte melodiske linjer. Solorepertoiret er rigt, fra Bach-suiterne til koncerter af Dvořák, Elgar og Sjostakovitj. Kammermusikken placerer celloen i strygekvartetter, klavertrioer og blandede ensembler, hvor dens sangkvalitet skinner.

Instrumentets størrelse kræver et solidt teknisk fundament. Skiftende positioner, vibrato og buekontrol udvikles over år. Moderne cellister udforsker også udvidede teknikker og moderne værker, der skubber instrumentet ud over traditionelle klassiske roller.

En velspillet cello kan fylde en sal med en lyd, der føles både intim og kraftfuld.