At overleve en infektion giver ofte beskyttelse mod det næste møde. Immunitet er tilstanden af ​​at være beskyttet mod en bestemt infektionssygdom, enten gennem tidligere infektion, vaccination eller overførsel af antistoffer.

Aktiv immunitet opstår, når værten producerer sine egne antistoffer og hukommelsesceller; den er langvarig. Passiv immunitet lånes – over moderkagen, i modermælk eller ved injektion af antistoffer – og aftager, når disse antistoffer forsvinder. Flokimmunitet opstår, når tilstrækkeligt mange individer er immune til, at transmissionskæderne brydes.

Immunitet er sjældent absolut; reinfektion kan forekomme med højt inokulum eller afvigende stammer. Måling af antistofniveauer eller cellulære responser hjælper med at vurdere beskyttelse i forskning og nogle kliniske sammenhænge. Folkesundhedsprogrammer sigter mod at øge befolkningens immunitet for at kontrollere eller eliminere målrettede sygdomme.

• Beskyttelse mod en specifik infektionssygdom
• Erhvervet aktivt via infektion eller vaccine, eller passivt via antistoffer
• Understøtter flokbeskyttelse, når den er udbredt
• Normalt holdbart, men ikke altid komplet