Appelkompetence er en højere rets beføjelse til at prøve, hvad en lavere ret har gjort. Appelretten behandler ikke sagen igen. Den undersøger sagsakterne for juridiske fejl: forkert anvendte love, ukorrekt bevisførelse, mangelfulde juryinstruktioner eller forfatningsmæssige overtrædelser.

I USA har de føderale appeldomstole og højesteret appelkompetence. De fleste statssystemer afspejler denne struktur. Den tabende part i en førsteinstansret kan appellere, men appeller er ikke automatiske omarbejdninger. Appelretten afgør, om fejlen var betydelig nok til at påvirke resultatet.

Sådan fungerer appelbehandling

• Appellanten indgiver en klage og et indlæg.
• Sagsøgte indgiver et svarskrift.
• Dommerne kan høre mundtlige argumenter fra begge sider.
• Retten stadfæster, omstøder eller hjemviser sagen.
• Nogle appeller behandles en banc, af alle dommere ved retten.

Appelretter skaber præcedens. En kendelse er bindende for lavere retsinstanser i samme jurisdiktion. Derfor er appeldommere så vigtige. De former loven for alle, ikke kun parterne i én sag. Standarden for prøvning varierer: juridiske spørgsmål gennemgås de novo, mens faktuelle konklusioner gennemgås for klare fejl. At forstå denne sondring er afgørende for enhver advokat, der håndterer en appel.