Fra det fjortende århundrede og fremefter så kunstnere og forskere i italienske byer og derefter over hele Europa på den klassiske oldtid med fornyet intensitet. Renæssancen var en kulturel og intellektuel bevægelse præget af humanisme, kunstnerisk innovation og et selvsikkert engagement i den materielle verden.

Maleri, skulptur og arkitektur opnåede ny naturalisme og teknisk mesterskab. Humanistisk uddannelse lagde vægt på klassiske sprog og moralfilosofi. Videnskabelig observation og politisk tænkning blomstrede også i samme miljø. Bevægelsen faldt sammen med genopretningen af ​​gamle tekster, opfindelsen af ​​trykkunst og de tidlige oversøiske rejser.

Senere historikere diskuterede, hvor skarpt bruddet med middelalderen egentlig var. Regionale renæssancer varierede i timing og vægtning. Perioden efterlod ikke desto mindre et vedvarende ideal om kultiveret individualitet og kunstnerisk ekspertise, der formede den europæiske selvforståelse i århundreder.

• Kulturbevægelse, der begyndte i Italien i det 14. århundrede
• Vægtlægning af klassisk lærdom og kunstnerisk naturalisme
• Spredt over hele Europa med lokale variationer
• Forbundet med humanisme, trykning og udforskning