En investeringsforening samler penge fra mange investorer for at købe en diversificeret portefølje af aktier, obligationer eller andre aktiver. En professionel forvalter beslutter, hvad der skal købes og sælges. Investorerne ejer aktier i fonden, ikke de underliggende værdipapirer. Fondens værdi, kaldet indre værdi, beregnes ved udgangen af ​​hver handelsdag.

Investeringsforeninger findes i to hovedtyper. Aktivt forvaltede fonde forsøger at slå markedet. Forvaltere undersøger virksomheder, udvælger aktier og justerer porteføljen. De opkræver højere gebyrer, ofte 0,5 til 2 procent om året. Indeksinvesteringsforeninger følger et markedsindeks og opkræver meget mindre, nogle gange under 0,05 procent. Over lange perioder klarer de fleste aktive fonde sig dårligere end deres benchmarks efter gebyrer.

Investeringsforeninger tilbyder øjeblikkelig diversificering og professionel forvaltning. De er nemme at købe via pensionskonti og mæglere. De har også ulemper. Gebyrer æder afkastet. Aktive forvaltere kan handle for meget og generere skattepligtige gevinster. Nogle fonde opkræver salgsgebyrer, som er provisioner, der betales ved køb eller salg. Fonde uden belastning undgår disse gebyrer. Investorer bør sammenligne omkostningsforhold, præstationshistorik og skatteeffektivitet, før de vælger en fond. Den billigste løsning er ofte den bedste.

Almindelige typer

• Aktiefonde
• Obligationsfonde
• Pengemarkedsfonde
• Balancerede fonde
• Indeksinvesteringsforeninger