Patos er den overbevisende appel til publikums følelser. Aristoteles angav det blandt de tre primære retoriske former, sammen med etos og logos.

En taler eller forfatter, der bruger patos, søger at fremkalde medlidenhed, vrede, frygt, stolthed eller andre følelser, der vil få publikum til at bevæge sig mod en bestemt konklusion eller handling. Levende historier, ladede billeder og direkte henvendelse til publikums værdier er almindelige teknikker. Patos er kraftfuldt og potentielt manipulerende; etisk overtalelse kombinerer det med troværdig karakter og sund argumentation i stedet for udelukkende at stole på følelser.

I litteraturen refererer patos til den egenskab, der fremkalder ømme eller sørgelige følelser hos læseren – for eksempel en lidende karakters situation. Overdreven eller ufortjent patos bliver til sentimentalitet. Effektiv patos føles forankret i situationen og respektfuld over for publikums evne til at føle uden at blive tvunget.

Det element af overtalelse eller kunst, der bevæger hjertet, er patos.