Hamartia er den fejl eller skrøbelighed, der fører en tragisk helt til katastrofe. Aristoteles brugte udtrykket i Poetik til at beskrive årsagen til heltens vending af lykken.

Ordet oversættes ofte til "tragisk fejl", men det kan også betyde en specifik fejl i vurderingen snarere end en implicit karakterbrist. Ødipus' målrettede stræben efter sandheden, Macbeths ambition og Lears fejlvurdering af sine døtre fungerer alle som hamartia. Helten er ikke blot ond; fejlen stammer fra en egenskab, der andre steder kunne være beundringsværdig, eller fra et øjebliks blindhed. Fordi publikum kan se fejlen og dens konsekvenser, vækker faldet medlidenhed og frygt.

Senere kritikere har diskuteret, hvor moraliseret konceptet bør være. Nogle understreger heltens ansvar; andre understreger skæbnens eller omstændighedernes rolle. I begge tilfælde forbliver hamartia et nyttigt navn for det omdrejningspunkt, som en tragedie drejer sig om - det punkt, hvor hovedpersonens handling eller natur bliver motoren i deres egen undergang.

Det fejltrin eller den svaghed, der sender en ædel skikkelse mod katastrofe, er hamartia.