At sige noget mere end én gang kan fæstne det i hukommelsen eller give det ny vægt. Gentagelse er den bevidste genbrug af ord, sætninger, lyde eller strukturer. I poesi skaber det rytme og betoning; i talekunst opbygger det intensitet; i prosa kan det understrege et tema eller frembringe en hypnotisk effekt. Virkemidlet er simpelt i konceptet, men uendeligt variabelt i anvendelse.

Ikke al gentagelse er stilistisk. Noget er tilfældigt eller klodset. Effektiv gentagelse er målrettet: det gentagne element får kraft eller ændrer betydning en smule med hver gentagelse. Anaforer, omkvæd og allitteration er specialiserede former for gentagelse. Selv et motivs tilbagevenden på tværs af et langt værk er en slags strukturel gentagelse.

Læsere og lyttere reagerer på mønstre. Gentagelse udnytter denne reaktion. Når den bruges for meget, bliver den kedelig; når den kalibreres, bliver den et af de mest pålidelige værktøjer til at gøre sprog mindeværdigt og følelsesmæssigt resonant. At lære at bemærke gentagelse er en del af at lære at læse med opmærksomhed på håndværket.