Designtænkning er en menneskecentreret tilgang til problemløsning. Det starter med empati for de mennesker, der skal bruge løsningen. Det bevæger sig gennem definerede faser: empati, definering, idéudvikling, prototype og test. Processen er iterativ. Prototyper afslører, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Teamet går tilbage til tidligere faser, efterhånden som de lærer. Målet er ikke en perfekt løsning i første forsøg. Det er en løsning, der passer til reelle behov, opdaget gennem eksperimentering.

Tilgangen kom fra IDEO og Stanford d.school. Den spredte sig ud over produktdesign til erhvervslivet, uddannelsessystemet, sundhedsvæsenet og regeringen. Appellen er strukturen. Den giver teams et fælles sprog til at tackle tvetydige problemer. Den opfordrer til divergent tænkning før konvergent tænkning. Generer mange muligheder, før man vælger én. Den værdsætter også prototyping. En rå prototype på en dag lærer mere end en måneds debat. Design thinking har kritikere. Nogle siger, at den overforenkler komplekse problemer. Andre siger, at det bare er god designpraksis med et nyt navn. Begge kritikpunkter har berettigelse. Processen er ikke magi. Den virker, når teamet har færdighederne til at udføre og autoriteten til at handle på det, de lærer. Den fejler, når den bliver en afkrydsningsfeltøvelse. Metoden er kun så god som de mennesker, der bruger den.

Designtænkningsfaser

• Vis empati – forstå brugerens oplevelse
• Definer – formuler problemet tydeligt
• Idéudvikling — generer mange mulige løsninger
• Prototype — byg rå versioner til test
• Test — lær af rigtige brugere og gentag

Designtænkning er en proces, ikke en destination. Læringen sker i et loop.