En genindspilning er en ny version af en tidligere udgivet film. Den fortæller den samme historie, eller en variation af den, med et nyt cast, en ny instruktør og en ny produktion. Genindspilninger har været en del af filmkunsten siden begyndelsen. Nogle er shot-for-shot-kopier. Andre gentænker historien til en ny æra. Genindspilningen er en form for filmatisering. Den tager en kendt egenskab og opdaterer den til et nyt publikum.

Genindspilninger findes i flere former. En tæt genindspilning følger originalen nøje og opdaterer detaljerne. En genfortolkning tager kernekonceptet og ændrer settingen, karaktererne eller tonen. En genindspilning på et fremmedsproget sprog adapterer en film fra et andet land til et indenlandsk publikum. En efterfølger fortsætter historien år senere, ofte med den originale rollebesætning. Hver form har sine egne udfordringer. En tæt genindspilning risikerer at være unødvendig. En genfortolkning risikerer at fremmedgøre fans af originalen. En efterfølger risikerer nostalgi uden substans.

Genindspilninger er almindelige, fordi de er kommercielt sikre. Titlen er kendt. Historien er bevist. Markedsføringen er nemmere. Men de er også kreativt risikable. En genindspilning skal retfærdiggøre sin eksistens. Den skal tilbyde noget nyt. De bedste genindspilninger, som The Departed eller A Star Is Born, tager originalen og gør den til deres egen. De værste er blege efterligninger. Genindspilningen er et tveægget sværd. Den kan genoplive en klassiker eller plette den.