Natrium eksploderer i vand. Klor er en giftgas. Kombiner dem, og du får bordsalt, en stabil krystal, du drysser på pommes frites. Forskellen er en ionbinding, den elektrostatiske tiltrækning mellem modsat ladede ioner. Natrium donerer en elektron til klor. Natrium bliver en positiv kation. Klor bliver en negativ anion. Modsætninger tiltrækkes, og gitteret holder sammen.

Ioniske bindinger dannes mellem metaller og ikke-metaller, normalt når forskellen i elektronegativitet er stor. Metallet mister elektroner let. Ikke-metallet optager dem ivrigt. De resulterende ioner arrangerer sig i et gentagende tredimensionelt gitter, ikke i diskrete par. Hver kation er omgivet af anioner, og hver anion af kationer. Gitterenergien, den energi der frigives, når ionerne mødes, bestemmer, hvor stærk bindingen er.

Egenskaber følger af strukturen. Ioniske forbindelser har høje smelte- og kogepunkter, fordi gitteret er stærkt. De er hårde og sprøde, fordi forskydning af lagene bringer ens ladninger sammen, hvilket forårsager frastødning og brud. De opløses i vand, hvor det polære opløsningsmiddel trækker ionerne fra hinanden. Og de leder elektricitet, når de er smeltede eller opløste, fordi ionerne kan bevæge sig frit.