En okkultation sker, når et himmellegeme passerer foran et andet og skjuler det for syne. Ordet stammer fra det latinske occultare, der betyder at skjule. Det har samme geometri som en solformørkelse, men udtrykket er normalt reserveret til begivenheder, der involverer stjerner, asteroider eller planeter i stedet for Solen.

Okkultationer er videnskabeligt nyttige. Når en asteroide passerer foran en stjerne, kan astronomer måle stjernens forsvinden fra flere steder. Varigheden af ​​forsvinden afslører asteroidens størrelse og form. Hvis asteroiden har en måne, kan månen også skjule stjernen og dermed afsløre dens eksistens. Det er antallet af små objekter, der er blevet målt.

Planetariske okkultationer er også værdifulde. Når Pluto skjuler en stjerne, afslører den måde, hvorpå stjernelyset dæmpes og lysner, strukturen af ​​Plutos atmosfære. Når et ringsystem skjuler en stjerne, viser dæmpningsmønsteret ringenes tæthed og mellemrum. Voyager brugte denne teknik ved Neptun og Uranus.

Den mest berømte okkultation i historien blev ikke kaldt en på det tidspunkt. Solformørkelsen i 1919, hvor Månen okkulterede Solen, tillod Arthur Eddington at måle stjernelysets afbøjning forårsaget af Solens tyngdekraft, hvilket bekræftede den generelle relativitetsteori.