Sjælen er en persons immaterielle essens. I mange kulturer er det den del, der tænker, føler, vælger og, i de fleste religiøse beretninger, overlever kroppens død.

Græsk filosofi gav den vestlige tradition sit klassiske ordforråd. Platon behandlede sjælen som udødelig og præeksisterende, midlertidigt anbragt i en krop. Aristoteles så den som formen af ​​den levende krop, uadskillelig fra den i dette liv. Bibelsk sprog er mindre dualistisk; det hebraiske nephesh og det græske psyke betyder ofte hele den levende person snarere end en adskillelig enhed. Alligevel taler begge testamenter om et liv, der fortsætter hinsides graven, og kristen teologi syntetiserede til sidst bibelsk håb med filosofiske kategorier.

I hinduistisk og buddhistisk tankegang er det parallelle koncept atman eller det kontinuum af bevidsthed, der migrerer gennem genfødsler. Nogle moderne materialister benægter sjælen fuldstændigt og reducerer sindet til hjernefunktion. Andre forsvarer et ikke-reduktivt synspunkt, hvor bevidsthed ikke fuldt ud kan forklares udelukkende ved fysiske processer.

Uanset den metafysiske status betegner ordet stadig dybdedimensionen af ​​menneskelivet – selvet, der kan mistes eller findes, tynges ned eller sættes fri. Når nogen taler om en sjæl i angst eller en sjæl i fred, fortsætter sproget med at bære vægt.