En dag hver uge er sat ud fra almindeligt arbejde til hvile og tilbedelse. Den dag er sabbatten. Praksissen stammer fra den bibelske skabelsesberetning og Anden Mosebogsbudet.

Den jødiske sabbat begynder ved solnedgang fredag ​​og fortsætter indtil aften lørdag. Den omfatter gudstjeneste i synagogen, familiemåltider og afholdenhed fra en bred vifte af kreativt arbejde. Kristne traditioner flyttede den primære dag for gudstjeneste til søndag til ære for opstandelsen, samtidig med at princippet om rytmisk hvile bevares. Andre trosretninger opretholder analoge ugentlige eller periodiske pauser.

Sabbatten modstår kravet om konstant produktivitet. Den skaber plads til relationer, refleksion og glæde i den skabte verden. Moderne økonomiske pres undergraver praksissen, men mange fortsætter med at beskytte den som et ugentligt fristed. Sabbatten forbliver en konkret udøvelse af tillid til, at verden ikke er afhængig af evig menneskelig indsats.

En gang om ugen erklæres tiden selv for hellig.