En person henvender sig til det guddommelige med ord som lovprisning, bøn, taksigelse eller bekendelse. Denne henvendelse er bøn. Det er den mest udbredte og personlige af religiøse handlinger.

Bøn kan være formel og liturgisk eller spontan og privat. Stillinger omfatter knælende, stående, nedbøjelighed og siddende. Nogle traditioner lægger vægt på faste tekster; andre opfordrer til fri udfoldelse. Forbøn for andre, klage og stille kontemplation falder alle inden for området. Troen på, at det guddommelige hører og svarer, ligger til grund for praksissen.

Psykologiske fordele ved regelmæssig bøn er dokumenterede, men religiøse udøvere værdsætter det primært som en relation snarere end en teknik. Tørre perioder og ubesvarede bønner tester udholdenhed. Fællesskaber lærer børn at bede og omgiver de døende med bøn. I bøn bliver grænsen mellem det menneskelige og det transcendente midlertidigt permeabel.

Den enkleste bøn er stadig en handling, der går ud over selvet.