Askese er streng selvdisciplin og afholdenhed af spirituelle årsager. Det er praksissen med at fornægte sig selv for et højere måls skyld. Det findes i mange religioner. Munke faster. Eremitter trækker sig tilbage. Yogier holder ud. Asketer giver afkald på nydelse. De giver afkald på komfort. De giver afkald på verden. De søger renhed. De søger oplysning. De søger forening med Gud.

Askese har en lang historie. Ørkenfædrene flygtede til ørkenen i det tredje århundrede. De fastede, bad og kæmpede mod fristelse. Antonius af Egypten er den mest berømte. Han boede i en grav, derefter en fæstning, derefter et bjerg. Han spiste brød og salt. Han sov på jorden. Han bad konstant. Hans liv inspirerede tusinder. Monastisismen voksede fra hans eksempel. Benedikt skrev en mådeholdsregel. Frans omfavnede fattigdom. Den asketiske tradition fortsætter.

Asketiske praksisser

• Faste: at afholde sig fra mad.
• Cølibat: at afholde sig fra sex.
• Fattigdom: at give afkald på ejendele.
• Tavshed: at afholde sig fra at tale.
• Vagt: at holde sig vågen til bøn.

Askese er ikke for alle. Det kan være farligt. Det kan føre til stolthed. Det kan føre til fortvivlelse. Det kan skade kroppen. Det kan skade sindet. Kirken har altid advaret mod ekstremer. Målet er ikke at straffe kroppen. Målet er at befri ånden. Målet er at mestre lidenskaberne. Målet er at elske Gud mere. Askese er et redskab. Det er ikke et mål. Det er et middel. Det er en måde at sige: Gud er vigtigere end trøst. Gud er vigtigere end nydelse. Gud er vigtigere end selve livet. Det er det asketiske vidnesbyrd. Det er et radikalt vidnesbyrd. Det er et nødvendigt vidnesbyrd. I en verden af ​​overflod siger asketen: nok. I en verden af ​​støj siger asketen: stilhed. I en verden af ​​selv siger asketen: Gud. Det er budskabet. Det er udfordringen. Det er askese.