Tripitaka er den traditionelle buddhistiske kanon. Navnet betyder "tre kurve" og henviser til de tre samlinger, som læren blev organiseret i: Vinaya Pitaka for monastisk disciplin, Sutta Pitaka for diskurser og Abhidhamma Pitaka for systematisk filosofisk analyse.

Forskellige buddhistiske skoler har bevaret forskellige versioner. Pali-kanonen af ​​Theravada-traditionen er den mest komplette tidlige samling, der stadig eksisterer. Mahayana-traditionerne tilføjede et stort antal sutraer, som de betragtede som Buddhas højere lære, samtidig med at de fortsatte med at ære det tidligere materiale. De kinesiske og tibetanske kanoner er enorme samlinger, der omfatter oversættelser fra flere indiske sprog samt originale værker.

Recitation og udenadslære var de oprindelige midler til bevarelse; skrivning kom senere. Det Første Koncil efter Buddhas død siges at have etableret kernen i den mundtlige tradition. Gennem århundreder blev teksterne kommenteret, debatteret og brugt som grundlag for praksis. For munke forbliver Vinaya livets regel; for alle buddhister giver suttaerne vejen til etisk adfærd, meditation og visdom.

At studere Tripitaka er at støde på den tidligste overlevende optegnelse over, hvad Buddha lærte, og hvordan samfundet indrettede sit liv omkring disse læresætninger.