ISO er et mål for kamerasensorens lysfølsomhed. Det er en overlevering fra film, hvor ISO refererede til filmens følsomhed. I digitale kameraer er ISO en forstærkning af sensorens signal. En lav ISO, som 100 eller 200, producerer det reneste billede med mindst støj. En høj ISO, som 3200 eller 6400, tillader optagelse i svagt lys, men introducerer støj, der fremstår som korn eller pletter. Forholdet er et kompromis. Højere ISO betyder mere støj. Lavere ISO betyder mindre støj, men kræver mere lys.

ISO er en af ​​de tre variabler i eksponeringstrekanten, sammen med blænde og lukkertid. En hævning af ISO giver mulighed for en hurtigere lukkertid eller en smallere blænde, hvilket er nyttigt i svagt lys eller når du har brug for mere dybdeskarphed. Men en hævning af ISO reducerer også det dynamiske område og farvenøjagtigheden. Moderne sensorer har forbedret ydeevnen ved høj ISO dramatisk. Et kamera, der var støjende ved ISO 1600 for ti år siden, kan være rent ved ISO 6400 i dag. Alligevel er der ingen erstatning for lys. Et billede ved lav ISO er næsten altid bedre end et billede ved høj ISO, hvis lyset tillader det.

ISO-indstillinger

• Lav. 100 til 400, reneste billede.
• Mellem. 800 til 1600, moderat støj.
• Høj. 3200 til 6400, mærkbar støj.
• Meget høj. 12800 og opefter, betydelig støj og tab af detaljer.

ISO er ikke det samme som eksponering. Ændring af ISO ændrer billedets lysstyrke, men det ændrer ikke mængden af ​​lys, der når sensoren.