Allitteration er gentagelsen af ​​den samme konsonantlyd i begyndelsen af ​​nærliggende ord. Det er et af de ældste og mest hørbare virkemidler i engelsk vers og prosa.

Angelsaksisk poesi var baseret på allitteration snarere end slutrim som sit primære struktureringsprincip. "Beowulf" er bygget på linjer, hvor betonede stavelser deler begyndelseslyde. Senere digtere fortsatte med at bruge virkemidlet til at understrege, musikalske udtryk og huskeværdighed: "at se dovent ud mod havet" eller "furen fulgt frit". Prosaforfattere bruger det mere sparsomt, ofte for rytmisk slagkraft eller ironisk effekt.

Allitteration henleder opmærksomheden på de ord, den forbinder, og kan binde en sætning sammen til en enkelt mindeværdig enhed. Overbrugt bliver den distraherende eller komisk. Når den håndteres med tilbageholdenhed, forbliver den en subtil kilde til glæde og sammenhæng i både poesi og forstærket prosa. Beslægtede virkemidler omfatter assonans (gentagelse af vokallyde) og konsonans (gentagelse af konsonantlyde i eller i slutningen af ​​ord).

Når på hinanden følgende betonede stavelser åbner med den samme konsonant, er der allitteration på spil.