Skalerbarhed er en blockchains evne til at håndtere flere transaktioner i takt med at efterspørgslen vokser. Bitcoin behandler omkring 7 transaktioner i sekundet. Ethereum håndterer omkring 15. Visa behandler titusindvis. Dette hul er skalerbarhedsproblemet. Når en kæde bliver travl, stiger gebyrerne, og brugerne venter. Hvis kæden ikke kan skalere, kan den ikke fungere som et betalingsnetværk for verden. Den bliver et afviklingslag for de velhavende.

Løsninger falder i to kategorier. Lag 1-skalering ændrer basisprotokollen: større blokke, sharding eller hurtigere konsensus. Lag 2-skalering bygger ovenpå: rollups, sidekæder og tilstandskanaler. Hver tilgang har afvejninger. Større blokke øger gennemløbshastigheden, men gør det sværere at køre en node, hvilket skader decentraliseringen. Sharding opdeler kæden i stykker, hvilket tilføjer kompleksitet og nye sikkerhedsantagelser. Rollups flytter udførelsen off-chain og afvikles on-chain, hvilket bevarer basislagets sikkerhed, men kræver broer. Skalerbarhedstrilemmaet siger, at du kan optimere for to ud af tre: skalerbarhed, sikkerhed og decentralisering. Hvert designvalg vælger et hjørne.

Skalerbarhedsmetoder

• Større blokke — mere gennemløb, færre noder
• Sharding — parallel behandling, kompleks koordinering
• Rollups — udførelse uden for kæden, afvikling på kæden
• Sidekæder — uafhængige kæder med deres egen konsensus

Ingen blockchain kan skaleres uendeligt. Spørgsmålet er, hvor flaskehalsene bevæger sig hen, og hvem der bærer omkostningerne.