Natrium har én elektron i sin yderste skal. Klor har syv. Natrium afgiver sin elektron til klor. De danner natriumklorid. Elektronerne i den yderste skal er valenselektroner, og de bestemmer, hvordan et atom binder sig. De er de elektroner, der er involveret i kemiske reaktioner. Antallet af valenselektroner bestemmer et elements gruppe i det periodiske system og dets kemiske opførsel.

Valenselektroner optager det højeste principale energiniveau. For grundstoffer i hovedgruppen er antallet af valenselektroner lig med gruppenummeret for grupperne 1, 2 og 13 til 18, med nogle justeringer. Hydrogen og helium er undtagelser. Helium har to valenselektroner og er i gruppe 18. Oktetreglen siger, at atomer har en tendens til at optage, miste eller dele elektroner for at opnå otte valenselektroner, konfigurationen af ​​ædelgasserne. Denne regel forklarer meget af kemiske bindinger.

Valenselektroner bestemmer oxidationstilstande, reaktivitet og bindingsmønstre. Metaller mister valenselektroner for at danne kationer. Ikke-metaller optager eller deler elektroner for at danne anioner eller kovalente bindinger. Antallet af valenselektroner bestemmer også antallet af bindinger, et atom kan danne. Kulstof har fire valenselektroner og danner fire bindinger. Nitrogen har fem og danner tre. Ilt har seks og danner to.

Konceptet er simpelt, men det forklarer en hel del. Det periodiske system er organiseret omkring valenselektronkonfigurationer. Kemisk reaktivitet følger af dem. Valenselektronen er nøglen til at forstå kemi.