Kromatografi adskiller blandinger. Det er baseret på forskelle i, hvordan komponenterne fordeler sig mellem en stationær fase og en mobil fase. Den stationære fase er et fast stof eller en væske, der er belagt med et fast stof. Den mobile fase er en væske eller gas, der fører blandingen gennem den stationære fase. Komponenter, der vekselvirker stærkere med den stationære fase, bevæger sig langsomt. Komponenter, der vekselvirker mere med den mobile fase, bevæger sig hurtigt. Resultatet er separation.

Teknikken findes i mange former. Papirkromatografi bruger papir som stationær fase. Tyndtlagskromatografi bruger et tyndt lag silica eller aluminiumoxid på en plade. Gaskromatografi bruger en gas som mobil fase og en væske eller et fast stof som stationær fase. Væskekromatografi bruger en flydende mobil fase og en fast stationær fase. Højtydende væskekromatografi bruger højt tryk og små partikler for bedre opløsning. Hver form har sine anvendelser.

Kromatografi bruges inden for kemi, biologi, medicin og industri. Det renser lægemidler, adskiller proteiner, analyserer forurenende stoffer, tester atleter for doping og identificerer stoffer i retsmedicinske prøver. Det er en af ​​de mest alsidige separationsteknikker, der findes.

Princippet blev udviklet af Mikhail Tsvet i 1901, da han adskilte plantepigmenter på en søjle af calciumcarbonat. Pigmenterne adskilte sig i farvede bånd, hvilket gav teknikken sit navn: chroma betyder farve, grafein betyder at skrive.