Fotometri er måling af lysintensiteten fra himmellegemer. Det er en af ​​de ældste teknikker inden for astronomi. Selv før teleskoper vurderede astronomer stjerners lysstyrke med øjet. I dag bruger fotometri følsomme detektorer og filtre til at måle lys med ekstraordinær præcision.

Teknikken er i princippet enkel. Ret et teleskop mod et objekt. Mål, hvor meget lys der når detektoren. Sammenlign det med en standardstjerne med kendt lysstyrke. Gentag processen gennem forskellige filtre for at få et lysstyrkespektrum på tværs af bølgelængder. Resultatet er et sæt af størrelser eller fluxer, der beskriver objektets farve og energiudgang.

Fotometri bruges til mange formål. Det sporer variable stjerner, måler supernovaers lyskurver, detekterer transiterende exoplaneter og overvåger kvasarers lysstyrke. Det bruges også til at klassificere stjerner efter deres farve, som korrelerer med temperaturen. Sloan Digital Sky Survey og Kepler-missionen er eksempler på store fotometriske undersøgelser.

Moderne fotometri er automatiseret. Robotteleskoper observerer tusindvis af objekter hver nat, og software-pipelines reducerer datamængden. Udfordringen er ikke længere at indsamle fotoner. Det er at finde mening i strømmen af ​​data.