Overladt til sig selv kan det menneskelige sind spekulere om Gud, men kan ikke gøre krav på sikker viden. Åbenbaring er påstanden om, at Gud ikke har overladt menneskeheden til at gætte. Det er Guds egen handling, hvorved han gør sig kendt.

I de bibelske traditioner forekommer åbenbaring i historien og i ordet. Gud taler til Abraham, udfrier Israel fra Egypten, henvender sig til profeterne og bliver ifølge kristen tro inkarneret i Jesus. Skriften betragtes som den skriftlige deponering af denne tale. Generel åbenbaring - vidnesbyrdet om skabelsen og samvittigheden - adskiller sig fra særlig åbenbaring, den mere specifikke åbenbaring givet gennem Israel og kirken. Bogen, der afslutter Det Nye Testamente, kaldes selv Åbenbaringen, en apokalyptisk afsløring af verdens ende.

Teologi har længe diskuteret, hvordan åbenbaring modtages. Nogle lægger vægt på propositionelt indhold – sandheder, der kan siges og troes på. Andre lægger vægt på personligt møde – Guds selvafsløring, der forvandler modtageren. De fleste klassiske beretninger holder begge dele sammen: Gud åbenbarer både fakta om sig selv og sin egen tilstedeværelse. Processen er ikke udtømt i fortiden; Ånden fortsætter med at oplyse det skrevne ord og vejlede fællesskabet.

Uden en eller anden form for åbenbaring risikerer religiøst sprog at blive ren projektion. Med det initieres samtalen fra den anden side.