Narkolepsi er en søvnforstyrrelse, der er karakteriseret ved overdreven søvnighed i dagtimerne og pludselige, ukontrollerbare søvnanfald. Personer med tilstanden kan falde i søvn på upassende tidspunkter – under en samtale, mens de kører bil eller midt i en aktivitet.

Mange oplever også katapleksi, et pludseligt tab af muskeltonus udløst af stærke følelser, og nogle har søvnparalyse eller levende hypnagogiske hallucinationer i søvnens udkant. Lidelsen er forbundet med tabet af neuroner i hypothalamus, der producerer neurotransmitteren hypocretin (orexin), som hjælper med at opretholde vågenhed. Debut sker typisk i ungdomsårene eller den unge voksenalder.

Diagnosen stilles på baggrund af søvnhistorik, polysomnografi natten over og en multipel søvnlatenstest, der måler, hvor hurtigt personen går ind i REM-søvn under lure om dagen. Behandlingen omfatter stimulerende medicin, der fremmer årvågenhed, lægemidler, der reducerer katapleksi, og adfærdsstrategier såsom planlagte lure. Narkolepsi er livslang, men symptomerne kan ofte håndteres tilstrækkeligt til at muliggøre arbejde og social deltagelse.

Når grænsen mellem vågenhed og søvn bliver ustabil, er narkolepsi det kliniske udtryk for denne ustabilitet.