Overspisningsforstyrrelse er karakteriseret ved tilbagevendende episoder med at spise store mængder mad i en diskret periode, ledsaget af en følelse af kontroltab og efterfulgt af ubehag. I modsætning til bulimi kompenseres overspisningen ikke regelmæssigt ved at tømme hovedet, faste eller overdreven motion.

Episoder opstår ofte privat og er kendetegnet ved at spise hurtigere end normalt, spise indtil man er ubehageligt mæt, og spise store mængder, når man ikke er fysisk sulten. Skyldfølelse, afsky og depression følger ofte. Lidelsen er forbundet med overvægt og fedme, men den er forskellig fra dem; mange mennesker med fedme spiser ikke overspisning, og nogle mennesker med normal vægt gør. Det er den mest almindelige spiseforstyrrelse i mange befolkningsundersøgelser.

Risikofaktorer omfatter tidligere slankekure, negativ affekt og visse impulsive træk. Behandlingsmetoder med evidens omfatter kognitiv adfærdsterapi, interpersonel psykoterapi og i nogle tilfælde medicin. Målet er at genoprette regelmæssige spisemønstre, reducere hyppigheden af ​​overspisning og adressere de følelsesmæssige udløsere, der går forud for dem.

Overspisningsforstyrrelse er ikke et resultat af svigt i viljestyrke. Det er en anerkendt psykiatrisk tilstand, der reagerer på passende intervention.