Decrescendo betyder gradvist at blive mere stille. Det er det modsatte af crescendo. Udøveren starter ved én lydstyrke og reducerer den gradvist. Ændringen er jævn, ikke pludselig. Det er skrevet i partituret som ordet decrescendo eller som et hårnålesymbol, der peger til venstre. Diminuendo betyder det samme.

Komponister bruger decrescendoer til at skabe spænding, udtone en frase eller afslutte en sektion blidt. En vuggevise kan decrescendo til en hvisken. En symfoni kan decrescendo før et pludseligt fortissimo. Effekten er dramatisk. Lytteren læner sig ind. Stilheden mellem noderne bliver lige så vigtig som noderne selv.

Dynamiske markeringer

• Pianissimo: meget blød.
• Klaver: blødt.
• Mezzo-klaver: moderat blødt.
• Mezzo-forte: moderat høj.
• Forte: højlydt.
• Fortissimo: meget højlydt.
• Decrescendo: gradvist blødere.
• Crescendo: gradvist højere.

Decrescendo handler om kontrol. Det er nemt at blive højere. Alle kan banke hårdere. At blive mere stille og samtidig bevare tonekvaliteten er svært. En sanger skal understøtte åndedrættet, samtidig med at den reducerer lydstyrken. En violinist skal sænke buen, samtidig med at tonehøjden holdes stabil. En blæser skal reducere lufttrykket uden at miste tonen. Decrescendo afslører musikerens færdigheder. Det er en test af finesse. I orkestermusik former dirigenten decrescendo med venstre hånd. Musikerne ser på og følger med. Resultatet er en samlet fade. Det er et af de mest udtryksfulde værktøjer i musik. Det skaber forventning. Det skaber frigørelse. Det skaber stilhed.