En crescendo er en gradvis stigning i lydstyrke. Markeringen vises i partituret som en hårnåleåbning til højre eller som selve ordet. Udøverne reagerer ved at tilføje mere luft, buetryk eller hammerkraft over det angivne spændvidde.

Crescendoer skaber retning og spænding. En lang crescendo kan opbygge spænding på tværs af en hel frase eller et afsnit; en kort kan understrege en enkelt gestus. Den modsatte markering, diminuendo eller decrescendo, skaber den modsatte effekt. Sammen giver de musikken dens dynamiske form.

At kontrollere et jævnt crescendo kræver teknisk kontrol, så lyden vokser uden pludselige spring eller tab af tonekvalitet. Ensembler skal koordinere forøgelsen omhyggeligt, så ingen sektion overhaler de andre. Komponister bruger crescendoer til at fremhæve strukturelle ankomster eller til at intensivere følelsesmæssigt udtryk.

At lytte efter velformede crescendoer er en af ​​glæderne ved opmærksom optræden.