En dramatisk monolog er et digt, hvor en enkelt taler henvender sig til en tavs lytter og afslører karakter og situation i processen. Taleren er ikke digteren, men en opfundet persona.

Robert Browning perfektionerede formen i digte som "Min sidste hertuginde" og "Biskoppen beordrer sin grav". Hertugen af ​​Ferrara afslører, mens han viser et portræt, uforvarende sin jalousi og mulige mord på sin tidligere kone. Læseren sammensætter sandheden ud fra, hvad taleren siger, og ud fra, hvad han ikke ser om sig selv. Den tavse tilhørers underforståede reaktioner former dramaet yderligere.

Dramatiske monologer kombinerer lyrikkens intensitet med dramaets karakterisering. De indbyder til psykologisk analyse og afslører ofte selvbedrag, forfængelighed eller moralsk blindhed. Moderne digtere har fortsat med at tilpasse formen til en bred vifte af stemmer og situationer. Det centrale krav er stadig en tydelig taler, hvis ord udfører mere arbejde, end taleren har til hensigt.

En enkelt stemme, der taler i en specifik situation, og som i talehandlingen afslører mere, end den har til hensigt – det er den dramatiske monolog.