Blankvers er urimet jambisk pentameter. Hver linje indeholder typisk fem metriske fod, hver fod en ubetonet stavelse efterfulgt af en betonet stavelse, og linjerne rimer ikke på hinanden.

Shakespeare skrev de fleste af sine skuespil i blankvers; Milton brugte det til hele Paradise Lost. Formen tilbyder fleksibilitet i talen, samtidig med at den bevarer en subtil rytmisk puls. Fordi der ikke er rim til at fremtvinge linjeslutninger, kan enjambering og variation i stress skabe en bred vifte af effekter - fra formel værdighed til næsten samtalemæssig lethed. Senere digtere tilpassede blankvers til meditative og fortællende formål, nogle gange med en yderligere løsnelse af versets omfang.

Blankvers adskiller sig fra frivers, som helt opgiver almindeligt vers, og fra rimet jambisk pentameter, som tilføjer slutrim. Dets styrke ligger i spændingen mellem det forventede mønster og de udtryksfulde afvigelser fra det. Når verset håndteres med dygtighed, mærker læseren rytmen uden at blive bevidst om at tælle stavelser.

Fem jamber i linjen og intet rim til sidst – det er den grundlæggende kontrakt i blankvers.