Handel er den ældste form for økonomisk samarbejde. En landmand bytter korn for en smeds værktøj. Et land eksporterer biler og importerer olie. I sin kerne er handel frivillig udveksling, og begge sider forventer at vinde, ellers ville de ikke være enige. Denne simple indsigt, formaliseret af David Ricardo i begyndelsen af ​​1800-tallet, er grundlaget for argumentet om, at handel hæver levestandarden.

Ricardo viste, at selvom ét land er bedre til at producere alt, kan begge drage fordel af at specialisere sig i det, de er relativt bedst til. En advokat, der skriver hurtigere end sin assistent, bør stadig ansætte assistenten, fordi hendes tid er bedre brugt på juridisk arbejde. Princippet om komparativ fordel gælder også for nationer. Det forklarer, hvorfor handel blomstrer selv mellem lande med meget forskellige produktivitetsniveauer.

Handel er ikke smertefri. Arbejdere i brancher, der står over for importkonkurrence, mister deres job, og tilpasningen kan tage år. Samfund bygget op omkring en enkelt fabrik eller mølle kan visne, når den lukker. Disse omkostninger er reelle, og økonomer, der afviser dem, svækker deres egen sag. Gevinsterne ved handel er store, men de er spredt vidt og tyndt, mens tabene er koncentrerede og synlige. Denne asymmetri gør handel politisk anspændt.

Handelskoncepter

• Eksport og import
• Komparativ fordel
• Handelsbalance
• Told og kvoter
• Frihandelsaftaler