En strukturel tilpasning er et fysisk træk ved en organisme, der hjælper den med at overleve. Det er en del af kroppen. Tyk pels, skarpe kløer, lange halse og camouflagefarver er strukturelle tilpasninger. De er arvelige træk. De er ikke adfærd. De er anatomi.

Strukturelle tilpasninger udvikler sig over generationer. En girafs lange hals gør det muligt for den at nå blade, som andre planteædere ikke kan. En isbjørns hvide pels blander sig med sneen. En kaktus' pigge beskytter den mod planteædere og reducerer vandtab. Hver funktion løser et problem. Hver funktion øger fitness.

Eksempler på strukturelle tilpasninger

• Camouflage: Farvelægning, der passer til omgivelserne.
• Efterligning: at ligne en anden art for at beskytte sig.
• Skarpe kløer eller tænder: til at fange bytte.
• Strømlinet krop: til bevægelse gennem vand eller luft.
• Tyk pels eller spæk: til isolering i kolde klimaer.

Strukturelle tilpasninger er resultatet af naturlig selektion. Organismer med gavnlige træk overlever og formerer sig. Deres afkom arver trækkene. Med tiden bliver trækkene mere almindelige. Det er evolution. Strukturelle tilpasninger kan være subtile. Formen på en fugls næb bestemmer, hvad den kan spise. Darwinfinker er et klassisk eksempel. Hver art har et næb, der passer til dens fødekilde. Næbbene er strukturelle tilpasninger. De er ikke tillærte. De er arvede. Strukturelle tilpasninger og adfærdsmæssige tilpasninger arbejder sammen. En fugls vinger er strukturelle. Migration er adfærdsmæssig. Vingerne gør migration mulig. Adfærden bruger vingerne. Sammen hjælper de fuglen med at overleve. Strukturelle tilpasninger er kroppens løsninger på miljøets udfordringer. De er skrevet i generne og formet af selektion.