Grundlinjen er den usynlige linje, som tegnene sidder på. De fleste bogstaver hviler på den. Faldende bogstaver som g, j, p, q og y falder nedenunder den. Stigende bogstaver som b, d, h, k og l hæver sig over x-højden. Grundlinjen forankrer teksten. Uden den ville bogstaverne svæve i forskellige højder. Øjet ville have svært ved at læse. Typografi afhænger af denne usynlige linje.

Basislinjejustering justerer tekst på tværs af kolonner, billedtekster eller grænsefladeelementer. Når to tekstblokke sidder side om side, skaber justeringen af ​​deres basislinjer et rent vandret forhold. Øjet læser på tværs uden at hoppe. Forkert justerede basislinjer ser sjuskede ud, selv når seeren ikke kan sige hvorfor. I flersproget design betyder basislinjer mere. Forskellige skrifttyper har forskellige basislinjekonventioner. Latin, arabisk, devanagari og kinesisk sidder alle forskelligt i forhold til basislinjen. At blande skrifttyper på én linje kræver omhyggelig justering. Designeren justerer position, størrelse og afstand for at få skrifttyperne til at føles afbalancerede. Basislinjegitre udvider konceptet til hele layouts. Hvert tekstelement klikker på det samme underliggende gitter. Resultatet er ensartet lodret rytme. Læseren bemærker måske ikke gitteret, men de fornemmer rækkefølgen. Hvis du fjerner det, føles layoutet løst og uprofessionelt. Basislinjen er usynlig. Det er dens effekter ikke.

Grundlæggende koncepter

• Grundlinje — linjetegnene sidder på
• X-højde — højden af ​​små bogstaver
• Ascender — delen over x-højden
• Descender — delen under basislinjen
• Basislinjegitter — en ramme for vertikal rytme

Grundlinjen er fundamentet for læsbar tekst. Alt andet måles ud fra den.