Historier bevæger sig mod en slutning, der afgør den centrale konflikt. Opløsning er plottets afsluttende fase. Løse ender knyttes, spørgsmål besvares, og karaktererne når en ny ligevægtstilstand – eller i det mindste et stoppunkt, der føles fortjent. I traditionel dramatisk struktur følger opløsningen klimaks og den afsluttende handling.

Ikke alle løsninger er pæne eller lykkelige. Nogle historier ender i tvetydighed, tragedie eller åbne spørgsmål. Det, der betyder noget, er, at den fortællende energi, der drev midten af ​​værket, er blevet behandlet. Læserne kan føle tilfredshed, overraskelse eller bevidst ubehag, afhængigt af forfatterens design.

I længere værker kan opløsningen fylde en betydelig afsluttende del; i noveller kan den kun være et afsnit. Uanset hvad er det det punkt, hvor læseren kan se tilbage og se helhedens form. En svag opløsning efterlader indtryk af, at historien simpelthen er stoppet; en stærk en får de foregående begivenheder til at føles målrettede og fuldendte.