Plastikflasker, nylonreb, DNA og cellulose. Disse er polymerer, store molekyler lavet af gentagne strukturelle enheder kaldet monomerer. Ordet kommer fra det græske polys, der betyder mange, og meros, der betyder del. Polymerer kan være naturlige, som proteiner og gummi, eller syntetiske, som polyethylen og polystyren. De er overalt i det moderne liv.

Polymerer dannes gennem polymerisation. Additionspolymerisation forbinder monomerer med dobbeltbindinger, såsom ethen, uden at frigive biprodukter. Kondensationspolymerisation forbinder monomerer med funktionelle grupper, såsom aminosyrer eller disyrer og dioler, og frigiver et lille molekyle som vand. Polymerisationsgraden bestemmer kædelængden og egenskaberne. Længere kæder skaber stærkere og mere viskøse materialer.

Polymeregenskaber afhænger af monomeren, kædelængden, forgreningen og de intermolekylære kræfter. Polyethylen er fleksibelt og sejt. Polypropylen er stivere. Polystyren er stift og transparent. Nylon er stærkt og elastisk. Teflon er kemisk inert og ikke-klæbende. Ved at copolymerisere forskellige monomerer kan kemikere skabe materialer med skræddersyede egenskaber. Blokcopolymerer kan for eksempel selvassemblere til nanostrukturer.

Polymerer bruges i emballage, tekstiler, byggeri, medicin og elektronik. De er lette, holdbare og billige. De er også en kilde til forurening, fordi mange ikke bionedbrydes. Genbrug og bionedbrydelige polymerer er voksende områder. Polymeren er et alsidigt materiale, og dets historie skrives stadig.