Bordsalt, bagepulver, kvarts og rust. Disse er uorganiske forbindelser, generelt defineret som forbindelser uden kulstof-hydrogenbindinger. Sondringen mellem organisk og uorganisk er ikke absolut. Kuldioxid og karbonater indeholder kulstof, men klassificeres normalt som uorganiske. Udtrykket er en historisk artefakt, men det er stadig nyttigt til at organisere kemi.

Uorganiske forbindelser omfatter salte, oxider, hydroxider, syrer, baser og mineraler. De holdes sammen af ​​ioniske eller kovalente bindinger. De har en tendens til at have høje smeltepunkter og er ofte opløselige i vand. De leder elektricitet, når de er opløste, eller smeltede, hvis de er ioniske. De findes i bjergarter, mineraler og jordskorpen. De er også essentielle i biologien. Hæmoglobin indeholder jern. Knogler indeholder calciumfosfat. DNA indeholder fosfatgrupper.

Uorganisk kemi studerer egenskaberne og reaktionerne af disse forbindelser. Det dækker koordinationskomplekser, organometalliske forbindelser, faststofkemi og biouorganisk kemi. Det er afgørende for at forstå katalyse, materialevidenskab og miljøkemi. Det periodiske system er et kort over uorganisk kemi, der organiserer elementer efter deres egenskaber og reaktiviteter.

Uorganiske forbindelser anvendes i gødning, pigmenter, katalysatorer, batterier og medicin. Ammoniak er en gødning. Titandioxid er et pigment. Platin er en katalysator. Lithiumkoboltoxid er et batterimateriale. Cisplatin er et kemoterapilægemiddel. Feltet er mangfoldigt og økonomisk vigtigt.