I et hydrogenkloridmolekyle trækker kloratomet de delte elektroner tættere på sig. Bindingen er polær med en delvis negativ ladning på klor og en delvis positiv ladning på hydrogen. Et atoms tendens til at tiltrække elektroner i en binding kaldes elektronegativitet. Det er en relativ egenskab, ikke en absolut. Fluor er det mest elektronegative element med en værdi på 3,98 på Pauling-skalaen. Cæsium er et af de mindste med en værdi på 0,79.

Elektronegativiteten stiger over en periode og aftager ned ad en gruppe. Det skyldes, at atomradius aftager over en periode, så kernen holder elektronerne tættere. Ned ad en gruppe øges radius, og de ydre elektroner er længere væk fra kernen, så de holdes mindre tæt. Ædelgasserne udelukkes normalt, fordi de ikke let danner bindinger.

Forskellen i elektronegativitet mellem to atomer bestemmer bindingstypen. En forskel større end ca. 1,7 betyder normalt en ionbinding. En forskel mellem 0,4 og 1,7 betyder en polær kovalent binding. En forskel mindre end 0,4 betyder en ikke-polær kovalent binding. Disse tærskler er omtrentlige, men de er nyttige til at forudsige bindingskarakter.

Elektronegativitet påvirker molekylære egenskaber. Polære molekyler opløses i polære opløsningsmidler. Ikke-polære molekyler opløses i ikke-polære opløsningsmidler. Hydrogenbindinger dannes mellem hydrogen og stærkt elektronegative atomer som ilt, nitrogen og fluor. Disse interaktioner former proteiner, DNA og vand, hvilket gør liv muligt.