Nebularhypotesen forklarer, hvordan solsystemet blev dannet af en roterende sky af gas og støv. Den blev foreslået i det 18. århundrede af Immanuel Kant og Pierre-Simon Laplace, og den er blevet forfinet lige siden. Grundideen har overlevet, fordi den forklarer så meget: hvorfor planeterne kredser om Solen i samme retning, hvorfor deres baner ligger nogenlunde i samme plan, og hvorfor Solen og planeterne har lignende sammensætninger.

Historien går sådan her. En kæmpe molekylær sky kollapsede under sin egen tyngdekraft, muligvis udløst af en nærliggende supernova. Da den kollapsede, drejede den hurtigere rundt og fladede ud til en skive. Centrum blev tæt og varmt, hvilket til sidst antændte kernefusion og blev til Solen. I skiven klistrede støvkornene sig sammen og dannede småsten, derefter klipper og derefter planetesimaler. Nogle planetesimaler voksede sig store nok til at blive til planeter. Andre forblev som asteroider og kometer.

Hypotesen er blevet testet af observationer af andre stjerner. Astronomer har fundet protoplanetariske skiver omkring unge stjerner, nogle med huller, hvor planeter dannes. Kepler- og ALMA-observatorierne har leveret direkte beviser. Modellen er ikke perfekt. Den kæmper med at forklare, hvordan kæmpeplaneter blev dannet så hurtigt, og hvordan solsystemets arkitektur udviklede sig. Men den er fortsat fundamentet for planetvidenskaben.