Proof of work sikrer en blockchain med beregningsmæssig indsats. Minere konkurrerer om at finde en hash under en målværdi. Den første, der lykkes, udsender blokken og tjener belønningen. Arbejdet er bevidst spild af penge. Det koster elektricitet og hardware, og det eneste formål er at gøre snyd dyrt. For at omskrive en blok skal en angriber lave alt arbejdet for den blok og hver blok efter den igen. På Bitcoin er den omkostning uoverkommelig.

Proof of work var den første konsensusmekanisme, der løste de byzantinske generalers problem i stor skala. Satoshi Nakamotos indsigt var at få aftaler til at koste noget. Før Bitcoin kæmpede digitale kontantordninger med dobbeltforbrug. Proof of work gjorde dobbeltforbrug upraktisk, fordi angriberen ville have brug for mere hash-kraft end det ærlige netværk. Ulempen er energiforbruget. Bitcoin-mining bruger lige så meget elektricitet som nogle små lande. Kritikere kalder det spild af energi. Tilhængere argumenterer for, at energien sikrer et globalt afviklingsnetværk, som ingen kontrollerer. Begge dele er sandt. Proof of work er robust, kamptestet og dyrt. Den kombination er grunden til, at Bitcoin stadig bruger det.

Bevis for arbejdsegenskaber

• Beregningsomkostninger — minearbejdere bruger reelle ressourcer
• Probabilistisk finalitet — flere bekræftelser betyder mere sikkerhed
• Energiintensiv — den primære kritik
• Kamptestet — har kørt siden 2009 uden et vellykket 51 procents angreb på Bitcoin

Proof of work er ikke effektivt. Det er ikke meningen, det skal være. Det er meningen, det skal være sikkert. Ineffektiviteten er sikkerheden.