En feed-in-tarif betaler producenter af vedvarende energi en fast pris for den elektricitet, de leverer til nettet. Satsen er normalt over markedsprisen for at gøre projekter levedygtige. Betalingen er garanteret i en lang periode, ofte 15 til 25 år. Det er en politik, der er designet til at tiltrække investeringer ved at reducere risikoen.

Tyskland var pioner inden for den moderne feed-in-tariff i 2000. Politikken udløste et boom inden for sol- og vindenergi. Lignende programmer fulgte i Spanien, Italien og snesevis af andre lande. Feed-in-tariffer drev prisen på solpaneler ned hurtigere end næsten nogen havde forudsagt. De var dyre i de tidlige år og er nu i vid udstrækning udfaset på modne markeder.

Kritikere siger, at feed-in-tariffer kan overbetale producenterne og belaste skatteyderne. Tilhængere argumenterer for, at de giver den sikkerhed, investorerne har brug for. Auktionssystemer har erstattet dem mange steder, hvilket lader regeringer sætte et kapacitetsmål og købe de billigste bud. Begge tilgange kan fungere. Valget afhænger af markedets modenhed og politiske mål.

Nøglefunktioner

• Garanteret pris for vedvarende energi
• Langtidskontrakt
• Prioriteret adgang til nettet
• Omkostninger videregivet til skatteyderne
• Ofte erstattet af auktioner