Kulstof bevæger sig konstant mellem atmosfæren, havene, landjorden og levende organismer. Denne bevægelse er kulstofkredsløbet. Planter trækker kuldioxid fra luften gennem fotosyntese og binder det til sukkerarter og væv. Dyr spiser planterne og frigiver kulstof tilbage gennem respiration. Når organismer dør, nedbryder nedbryderne dem og returnerer kulstof til jorden og luften. Havene absorberer store mængder kuldioxid, og marine organismer bygger skaller og skeletter af det. Over millioner af år bliver noget kulstof begravet og komprimeret til kul, olie og gas.

Menneskelig aktivitet har forstyrret cyklussen. Afbrænding af fossile brændstoffer frigiver kulstof, der blev lagret under jorden i hundredvis af millioner af år. Skovrydning fjerner træer, der ellers ville absorbere kuldioxid. Resultatet er en nettostigning i atmosfærisk kulstof, som fanger varme og driver klimaforandringer. Havet absorberer omkring en fjerdedel af de menneskelige udledninger, hvilket gør havvand surere og skader koraller og skaldyr.

Store kulstofreservoirer

• Atmosfære: kuldioxid og metan.
• Have: opløst kulstof og marint liv.
• Jord: jord, skove og tørv.
• Fossile brændstoffer: kul, olie og gas.

Kulstofkredsløbet er ikke et lukket kredsløb. Det er et sæt af strømme, der kan være ubalancerede. I størstedelen af ​​menneskets historie har balancen holdt. Siden den industrielle revolution har den ikke gjort det.