Social udstødelse marginaliseres fra fuld deltagelse i samfundet. Det er ikke kun fattigdom. Det er manglende adgang til institutioner, relationer og muligheder, som de fleste mennesker tager for givet. En hjemløs person er udelukket fra bolig, sundhedspleje og ofte fra selve det offentlige rum.

Begrebet opstod i Europa i 1970'erne for at beskrive mennesker, der var udenfor velfærdsstaten. Det omfatter økonomisk udstødelse (intet job, ingen indkomst), politisk udstødelse (ingen stemme, ingen stemme), social udstødelse (ingen netværk, ingen støtte) og kulturel udstødelse (stigma, diskrimination).

Hvem er udelukket

• Hjemløse
• Udokumenterede indvandrere
• Racemæssige og etniske minoriteter
• Handicappede
• LGBTQ+-unge, især dem, der er blevet afvist af familier

Social udstødelse er dyrt. Det spilder menneskeligt potentiale, øger kriminalitet og belaster offentlige tjenester. Politikker, der fremmer inklusion – billige boliger, universel sundhedspleje, antidiskriminationslove – kan reducere det. Men inklusion kræver mere end adgang. Det kræver tilhørsforhold.