En overtrædelse er en overskridelse af en grænse, der ikke burde have været overskredet. I religiøst sprog er grænsen fastsat ved guddommelig befaling; handlingen er derfor ikke blot en fejltagelse, men en krænkelse af et forhold.

Bibelsk hebraisk bruger adskillige ord for ideen – synd, uretfærdighed, oprør – hver med sin egen nuance. Overtrædelse bærer ofte betydningen af ​​bevidst overskridelse. De første mennesker spiser den forbudte frugt; Israel bryder pagten; individet vælger, hvad Gud har forbudt. Konsekvensen er forstyrrelse: mellem personen og Gud, mellem personen og andre, og inden i personen. Skyldfølelse, skam og behovet for genoprettelse følger.

I kristen teologi er enhver overtrædelse i sidste ende imod Gud, selv når den umiddelbare skade er horisontal. Loven gør grænsen klar; samvittigheden og Ånden bekræfter den. Tilgivelse er mulig, men den er ikke automatisk. Bekendelse og omvendelse er den udpegede vej tilbage over grænsen i den rigtige retning.

Ordet fungerer stadig uden for eksplicit religiøse sammenhænge. At kalde en handling en overtrædelse er at hævde, at nogle grænser betyder noget, og at det at overskride dem skader mere end selve reglerne.